En værdig afslutning
Arvestykker fra et produktivt liv
Værdighedsterapi er et nyt buzzord.
Men før man ved, hvad man skal udøve terapi på, er det nok så relevant at vide, hvad værdighed er for en størrelse…
På sine sidste dage eller rettere måneder lå
min farmor på hospitalet.
Hvad hun fejlede rent fysisk blev hverken jeg
eller mine forældre helt klar over.
Men én ting er sikkert. Hun blev mere og mere dement.
Jeg boede i en anden landsdel end hende, så der gik længere tid mellem mine besøg på hendes hospitalsstue.
Da jeg var tydeligt gravid med barn nummer to, strålede hendes øjne ved synet af min voksende mave.
”Naj, det er ikke rigtigt! Så når jeg alligevel at blive oldemor”, sagde hun med tårer i øjenkrogene.
På hendes bord ved sengen stod et hjemmelavet julekort fra året før med et foto af min ældste datter.
Måneden inden, jeg skulle nedkomme, var jeg igen forbi min farmor, der var tydeligt mere svækket end ved mit sidste besøg.
Med hvad der synes at være hendes sidste kræfter satte hun sig halvt op i sengen og smilede ømt til mig.
”Naj, det er ikke rigtigt! Så når jeg alligevel at blive oldemor.”
Tre dage efter, jeg havde født min yngste datter, døde min farmor.
Midt i glæden skulle jeg også bearbejde sorgen over tabet af min sidste bedsteforælder.
Nu var mine forældre og jeg selv rykket en tand længere op i generationsrækken.
Jeg lærte aldrig min farmor at kende som andet end, ja, en farmor.
Hvem var hun egentlig? Hvad havde været hendes drømme og bedste oplevelser? Hvad ville hun gerne have givet videre til sin søn, min far?
Gad vide, hvordan hendes sidste tid havde været. Havde hun været forvirret eller levede hun i en lykkelig svøbe af demensens glemsel? Og hvordan havde hun haft det, inden hun blev så dement?
Jeg vil gerne tro på, at hun døde værdigt og med minderne om et rigt liv, hvor hun havde været så meget andet end en syg kvinde.
Desværre sker det for mange syge, at deres opfattelse af dem selv og deres liv retter fokus på den sygdom, der til sidst vinder over livet.
De har glemt, hvem de var engang, og hvad de har bedrevet i livet. Deres erfaringer og oplevelser fra tiden før sygdommen viskes ud og synes glemte i den sidste tid.
Det er på ingen måde værdigt, at mennesker skal dø med bevidstheden om at være hjælpeløse eller til besvær for deres nære. Hvis de da ved, hvem de er…
I den sidste tid giver det derfor mening at huske på, hvordan de var før i tiden. Hvilke mål de opnåede og hvilke for dem skelsættende oplevelser, de har haft.
Og her kommer værdighedsterapien ind i billedet.
For en del af det at dø med værdighed, er at huske livet med værdighed. Og derfor er det til god hjælp at få sat ord på og skrevet ned, hvordan de har levet deres liv, og hvad der har haft størst betydning for dem. Det kan også være de ting, som en familie har haft svært ved at tale om, som nu til sidst bliver bragt frem i lyset.
En sidegevinst ved disse vidnesbyrd over et levet liv er, at de efterladte har noget at se tilbage på, når den syges liv er slut. Det er for de fleste en uvurderlig gave at få sådan et afskedsbrev, de kan tage frem, så også de kan huske personen bag sygdommen eller lære hende eller ham bedre at kende. Måske den døende oveni købet har haft nogle livskloge visdomsord at dele ud af eller ligefrem gode råd til sine efterkommere.
Værdighedsterapi i form af nedskrivning af en døendes erindringer er guld værd for alle parter.
Lad os håbe, det er et redskab, der vil blive integreret af fagpersonalet på alle sygehuse, hospicer og ældrecentre for på den måde, at give syge mennesker muligheden for at få en værdig død.
Men det skal ske, mens tid er…
Ghostwriteren 🙂
Har du mistet én, som du ikke nåede at kende? Eller har du lært én at kende igennem en livshistorie?