En kriminalbiografi
Forleden var jeg på krimimesse i Horsens.
Krimimessen er knap så overrendt som BogForum i Bellacentret, og i Horsens er der masser af muligheder for at møde sin yndlingsforfatter face-to-face og få en lille snak.
Én af dem, der altid er med på messen, er Jussi Adler-Olsen. Og han forstår om nogen at please sit publikum forstået på den måde, at han er på messen hele weekenden og altid tager sig tid til en snak, en signering eller en selfie med en læser.
Men sådan var det ikke i år. Jussi var nemlig i Spanien for at færdiggøre den næste bog om Afdeling Q. Men tro endelig ikke, at han havde glemt sit publikum af dén grund. Tværtimod. Han havde nemlig sendt indtil flere videohilsner til krimimessen, hvor han på storskærm kunne tale direkte til sine læsere.
Jeg hørte den ene video, som ikke kun var en hilsen til læserne. Men i dén grad også en hilsen med stor ros til Jonas Langvad Nilsson. ”Er han mon krimiforfatter?”, vil den tvivlende storfan af genren måske spørge. Og dertil vil jeg svare ”både ja og nej.”
Kriminal-biografi
Jeg hørte et foredrag med selv samme Jonas Langvad Nilsson. Og grunden til, at han, der til daglig arbejder på tidsskriftet Euroman, var gæst, var, at han har skrevet en biografi om Jussi Adler-Olsen. ”Men dét er jo en biografi – ikke en krimi?”
Og dét er sandt. Men nogle af de historier, som Jonas kunne fortælle om sine mange møder og samtaler med Jussi, tangerer faktisk en velskrevet krimi.
Blandt andet har Jonas i bogen beskrevet dén dag, hvor han med Jussi på passagersædet måtte haste af sted til hospitalet, fordi krimiforfatteren var blevet alvorlig syg.
”Han var faktisk så bleg, at jeg var bange for, at han ville dø lige der i bilen”, husker en tydelig berørt biografiforfatter.
Så biografien om Jussi er mindst lige så spændende som en af hans egne bøger. Bogen er en fortællende form for journalistik, der tager læserne med helt ind i Jussis liv. Og ét af de spørgsmål, Jonas Langvad Nilsson har stillet forfatteren, er:
”Hvordan ser verden ud gennem dine øjne?”
På den baggrund har han skrevet en række små fortællinger og scener, der tager læseren med langt ind i Jussi Adler-Olsens liv.
Biografi kontra erindringsbog
Den væsentligste forskel på en biografi og en erindringsbog er, at når der er tale om en biografi, kan den i princippet indeholde alt, hvad hovedpersonen består af og har oplevet – på godt og ondt.
Her snakker forfatteren også med de mennesker, der er en del af hovedpersonens liv.
Og set med disse mange øjne – og hovedpersonens egne – maler forfatteren et nuanceret billede af hovedpersonen.
Når der er tale om en erindringsbog, er det udelukkende hovedpersonen – som i dette tilfælde også er forfatteren – der fortæller om sig selv og sine oplevelser set med hans eller hendes øjne.
Dermed er det udelukkende hovedpersonens sandhed og opfattelse af det skete, der bliver fortalt.
I erindringsbogen har hovedpersonen derfor 100% indflydelse på, hvilke dele af hans liv og personlighed, der skal frem i lyset.
Det er hér, en erfaren ghostwriter har muligheden for at skrue lidt på knapperne, så der også i disse portrætter kommer flere nuancer frem.
Kun få har lyst til at læse en bog, der udelukkende opremser forskellige begivenheder i kronologisk rækkefølge.
Dét, der gør en bog interessant for de fleste, er de forskellige facetter en historie kan få ved at blive kigget på fra andre vinkler.
Dét kræver stor øvelse, når der er tale om ens egen historie.
Eller også kræver det bare en dygtig ghostwriter.