Jeg, en forræder

maj 15, 2017

Jeg føler mig som en vaskeægte forræder.
Som én, der har fraveget sine grundprincipper på det skammeligste…

Jeg har altid taget mig tid til at læse bøger. I sengen. På sofaen. På stranden. I badekaret. Hvor som helst. Når som helst. Op til seks forskellige på én gang.
Jeg slugte bøgerne råt og hurtigt efter hinanden som en kæderyger, der tænder den ene cigaret med anden.

Sådan er det ikke længere.
Du tænker måske: Der kom sikkert børn.
Og du har fuldstøndig ret. Dét plejer at sætte sine naturlige begrænsninger for ens forhold til bøger. Børn tager al ens tid, og når man så endelig ligger i sengen om aftenen, klar til at fordybe sig i en mursten, vågner man af et smertelige slag over næseryggen, når man kort efter taber bogen.

Og ja. Der kom børn. Men det var ikke grunden til mit svigtende forhold til bogreolens indvånere. For jeg lå ofte i sengen med mine bøger. Sammen med børnene og deres bøger. Og det var hyggeligt. Og vi var velfornøjede. Hver især opslugt af vores egen verdener. Og til tider af hinandens.

Men da min store kærlighed i form af et menneske flyttede ind, blev tiden med bøgerne knap. Så skulle der nusses og snakkes og puttes. Og så groede de opstablede bøger på sengebordet et alt for tykt lag støv. De blev ikke længere taget op og bladret i. De sank hen i glemsel.

Men når jeg var på biblioteket med børnene, indsnusede jeg grådigt den velkendte duft af beskrevne sider, og følte mig hensat til en fortid, hvor jeg ikke kunne gå forbi en bog uden at tage den op og lade mig indhylle i dens berusende duft.

Heldigvis har bøger tålmodige sjæle. De lod sig ikke fornærme af, at jeg havde kastet en alt for stor del af mit hjerte på et menneske. De glædede sig med garanti på mine vegne. Og kærlighed var der nok af. Osse til bøgerne. Så dét i sig selv var ikke grobund for forræderi.

Næh, forræderiet viste sit grusomme fjæs ganske uventet.
Fra et hul jeg aldrig havde troet, jeg ville synke ned i. Som jeg havde forsvoret, jeg aldrig ville nærme mig. Men pludselig lå det foran mig. Fristende. Tiltrækkende. Dybt.
Uden at ville det sprang jeg i med begge ben, mens jeg overbeviste mig selv om, at jeg blot skulle kigge rundt dernede.
Men hullet overtog umærkeligt og hastigt magten og tilbød mig det, jeg havde mindst af. Tid.
Nu havde jeg pludselig al den tid i verden, jeg kunne bruge til at læse mine elskede bøger.
Og jeg læste.

Men der var en pris. Min næse blev ikke længere forført af den vidunderlige duft. Og den beroligende bevægelse, når siderne skulle vendes, fandtes ikke i hullet. Men jeg læste. Slugte igen den ene bog efter den anden. Nye bøger. Gamle bøger. Og jeg læste.

Eller… det gjorde jeg ikke. For det var ikke længere min stemme, der virkeliggjorde ordene i mine ører. Det var ikke længere min fantasi, der lagde stemme til Katz Krefelds latinamerikanske Eduardo eller til Adler-Olsens småprovokerende Rose.
Det var en fremmed stemme, der læste ordene, som strømmede ud gennem mine høretelefoner og ind i mine ører, mens stemmens forudindtagethed dannede sine billeder for mit indre blik.

Jeg skammede mig langt ind i sjælen. Jeg havde forrådt mine elskede bøger, som syntes så forladte i deres støvede reol.
Min eneste trøst var, at de havde hinanden.
Og jeg lovede mig selv – og dem – at jeg vender tilbage.
Når jeg får mere tid…

Ghostwriteren 🙂

Hvad eller hvem har du forrådt?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>
*
*