Hvad har Rasmus Bjerg og jeg tilfælles?
Udover at være kunstnere og stolte af vores fag, fortæller vi begge to andre menneskers historie. Rasmus Bjerg som skuespiller. Jeg som ghostwriter. Og dét er ikke bare lige til.
Både Rasmus og jeg er nødt til at lægge vores eget ego og egne forestillinger om de andres liv på hylden og være tro mod den stemme, som fortæller historien. På dén måde kommer vi helt tæt på.
I Rasmus’ tilfælde kan det virke som om, han kom så tæt på, at sanger John Mogensens sjæl ligefrem tog ophold i Rasmus’ krop.
For i filmen ”Så længe jeg lever” kan man være helt i tvivl om, hvem der toner frem på det store lærred – Rasmus eller John?
Og hvem af dem synger de kendte sange – Rasmus eller John?
I begge tilfælde er ”Rasmus” det rigtige svar.
Efter at have set filmen mødte jeg Rasmus Bjerg. Jeg spurgte ham, hvordan det egentlig var for ham at fortælle en anden mands historie.
”Tilgangen har været med kæmpe respekt for den store mand og kunstner. Men det er et tveægget sværd at spille en person, som HAR levet. Vi føler, vi kender ham, for vi er vokset op med ham som værtshusmusikant. Han taler til os på tværs af tiden. Men samtidig var han af en meget sammensat natur. Og det kommer bag på mig, hvor mange kræfter han egentlig lagde i sin kunst.”
Hele Danmarks John døde i 1977.
I sagens natur er de mennesker, jeg skriver for, ikke døde. Når jeg researcher på deres liv, er ”alt”, jeg gør, at lytte og stille spørgsmål for at lære dem bedre at kende. Men dét kunne Rasmus Bjerg ikke. Og dog.
”Der findes kun meget lidt levende billeder af John. Og en enkelt biografi, som viser, at virkeligheden omkring ham er set gennem samme promille, som han selv så den. Men jeg så ét interview fra P1 fra 1977, hvor et kamerahold følger ham hele dagen. Fra han er ædru om morgenen, til han er plørefuld om aftenen. Hans personlighed ligger i hele spektret.”
En kvinde, der ville have mig til at skrive historien om hendes liv, spurgte mig lidt forsigtigt i slutningen af vores første telefonsamtale, hvor gammel jeg var. Hun ville gerne sikre sig, at jeg havde nok livserfaring og pondus til at kunne rumme og ikke mindst formidle hendes fortælling.
Og det er nødvendigt at have en vis livserfaring for at kunne forholde sig til andres liv og deres udfordringer. Det gælder også for skuespilleren.
”Jeg kunne godt sætte mig ind i de kræfter, der rørte sig i Johns liv. Hans angst for at mislykkes og for at forsvinde som sand mellem hænderne. Man må finde sin plads, ellers vakler man…”
Når mine kunders historie rører ved noget, som jeg kan genkende hos mig selv og mit eget liv, kan jeg godt blive synligt berørt af deres glæde eller smerte.
Rasmus Bjerg kan sagtens drage paralleller mellem sig selv og John Mogensen. Men der er også markante forskelle.
”Jeg er modsat John gift med min kone og ikke mit fag. Men angsten har også pustet MIG i nakken. Så dét kan jeg sagtens genkende. Forskellen er blot, at jeg talte med nogen om det. Jeg fik professionel hjælp. Det gjorde John ikke. Det gjorde man ikke dengang…”
Jeg har ikke brug for den slags hjælp, når jeg har hørt nok så personlige og dramatiske historier. Men flere af mine kunder har givet udtryk for, at processen med at skrive en bog, har været som terapi for dem. Og de sidste brikker i deres livs store puslespil er pludselig faldet på plads.
Fint interview og interessante synspunkter.