Hvad sprækken gemte

juni 2, 2017

Hemmeligheder

Forleden slog det klik for mig.
Jeg fik en pludselig trang til at gøre forårsrent. *Nå ja, måske et par måneder for sent. Men bedre sent end aldrig, ik’?

Det betød så, at jeg gik i gang med at støvsuge alle spærene på første sal. Og ikke kun ovenpå. Næh, alle sider, alle sprækker fik med suget.
Der var godt nok meget støvfnuller og anseelige mængder af spindelvæv, der havde gemt sig i tidens løb – siden de forrige beboere havde svunget en støvkost.

Særligt én sprække havde jeg svært ved at få ren. Jeg kunne se, at der sad noget. Og det sad fast. Langt inde. Jeg sugede og sugede. Eller rent faktisk var det jo støvsugeren, der var på overarbejde… Den måtte dog give op. For det var jo ikke mig, der gav op. Vi var trods alt to om det.
Men skidtet sad der endnu.
Jeg tog en grøntsagskniv, hvis spids lige akkurat kunne lirkes ind i sprækken, så jeg kunne vrikke frem og tilbage under klumpen, der til sidst opgav kampen og faldt på gulvet.

Nu kunne jeg jo bare have suget den op. Men i stedet lagde jeg den i min ene hånd. Den var på størrelse med en 25-øre (af den bronzeagtige slags der for længst er udgået af det danske møntsystem).
Det viste sig at være en papirklump, der lignede den slags, der har været en tur med cowboybukserne i vaskemaskinen. Men den var ikke helt så medtaget. Derfor kunne jeg faktisk – forsigtigt, forsigtigt – lirke den op og folde den ud til en lang strimmel.
Den så tom ud. Men mit trænede (læs: nysgerrige) øje kunne alligevel skelne nogle blyantskradserier på den ene side. Desværre havde tidens tand tygget sig gennem de fleste ord.
Dog fremstod ét eneste så tydeligt, at jeg ikke var i tvivl.
Ordet var kys.

Jeg smilede for mig selv, da jeg straks blev sendt tilbage i tiden til dengang, jeg som stor pige havde skrevet stolpe op og stolpe ned om de ting, jeg ikke kunne fortælle andre end min dagbog. Oplevelser så store og spændende, at jeg ikke kunne dele dem med andre.
Og så frygteligt sensationelle, at de ikke måtte falde i de forkerte hænder.

Min søster var nysgerrig af natur. Og det afskrækkede hende ikke, at jeg havde truet med bål og brand, hvis hun nogensinde så meget så tog fat om håndtaget til min skrivebordsskuffe.
Alligevel var jeg jo ikke så dum at gemme mine hemmeligheder i skrivebordet. Endsige på mit værelse overhovedet.
Men jeg vidste, at jeg måtte finde et sted, hvor ingen kunne finde på at lede.

Og jeg vidste lige præcis hvor…
Om sommeren havde jeg et par gange iagttaget bier, der summende fløj ind mellem murstenene på vores parcelhus.
Efter at have taget bestik af situationen og kastet mit øjemål rundt i et af hullerne, begav jeg mig fuldstændig opslugt af stolthed over at have fundet det perfekte gemmested ind på værelset for at pakke de tætskrevne A-4 ark i skrigende lilla, grønne og røde nuancer ind i plastik og lukket åbningen til med gaffatape.
Jeg rullede og foldede arkene, så de lige præcis kunne komme ind i murhullet.
Og så trykkede jeg dem længere ind med en lille pind, så de ikke kunne spottes udefra.

Således overlevede mine hemmeligheder.
For da jeg flyttede hjemmefra, huskede jeg at tømme alle murhullerne. Eller det tror jeg da…
Jeg har i hvert fald stadig en hel del saftige historier på kulørt papir liggende her i huset.

Nu er det naturligvis ikke alle, der gemmer hverken fysiske dagbøger eller breve for den sags skyld. Men skulle du være så heldig at støde på disse kilder til fantastiske historier og vidnesbyrd om fortiden – så skal opfordringen herfra lyde – gem dem!!

Om kort tid – måske kun få årtier – vil korrespondance af dén slags være en saga blot. Og menneskeheden vil udviske endnu et kapitel af Danmarkshistorien.

Ghostwriteren 🙂

Har du nogensinde fundet breve eller dagbøger?
Eller har du selv gemt – og måske indtil lige nu glemt – hvad du engang skrev ned?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>
*
*