Det er så yndigt….
Det kommende guldbrudepar
Forleden havde mine forældre guldbryllup.
Guldbryllup – som i halvtreds års ægteskab. I fem årtier har de levet sammen og været en del af hinandens liv – på godt og ondt. I fem årtier har de oplevet glæder og sorger, som har farvet deres liv – sammen og hver for sig. I fem årtier har de delt en hverdag, hvor de har sat spor i hinandens og i andres liv.
For mig er de ”mor og far”. For mig ser historien om livet med dem som forældre ud på én måde. For min søster ser den ud på en anden måde – selvom vi voksede op sammen.
Min mors søskendeflok tæller fem. Og som følge deraf er vi 13 fætre og kusiner i den nærmeste familie. For et par år siden startede den ældste fætter i flokken en lille stafet til vores onkels 70 års fødselsdag.
Fætteren opfordrede alle dem, der havde lyst, til på skift at sige noget om fødselaren. Det kunne være en sjov eller sørgmodig anekdote, en hyldest eller blot et par ord med på vejen.
De fleste omkring bordene tog ordet. Og sammen grinte og græd vi over minderne, der blev delt.
Da vi til mine forældres guldbryllup var samlet i festligt lag med familie og venner, slog ældstefætteren på glasset og foreslog, at vi gjorde denne lille anekdotedeling til en tradition.
En efter en tog fætre, kusiner, tanter og svogere stafetten og delte deres syn på mine forældre med os andre.
For én havde mine forældres hus været hendes andet hjem.
For en anden var den årlige pinsefrokost i haven, hvor bryllupsgæster netop denne morgen havde været samlet for at hylde mine forældres halvtreds år sammen, fuld af minder om forgangne tider og mennesker, der ikke længere er iblandt os.
For en tredje stod min far og mor som prinsen og prinsessen i et eventyr, hvor den hvide ganger var skiftet ud med en knaldrød scooter.
Mens jeg lyttede til alle de fine ord, hamrede mit hjerte af frygt for, at det skulle blive min tur til at sige noget om guldbrudeparret. Og da øjeblikket oprandt, gik den sorte klap ned. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige.
For mens jeg havde lyttet til de andre, var det gået op for mig, hvor forskellige billeder, vi hver især har af andre mennesker. Selvom vi har en stor, fælles berøringsflade og derfor har været sammen i mange af de beskrevne situationer.
Jeg kunne ikke genkende min egen historie i de andres. Og samtidig er jeg ikke i tvivl om, at deres historie og opfattelse af mine forældre er fuldt ud lige så sand som min egen.
Hvad skulle jeg dog sige? En million milliard tanker fløj gennem mit hoved, mens jeg langsomt skubbede stolen væk bag mig, rejste mig op og glattede min strygefrie kjole. Men ikke én af tankerne blev til ord, der kunne strømme fra min mund.
Jeg kiggede, i hvad jeg synes måtte være en evighed, fra den ene til den anden. Og med udgangspunkt i de andres fortællinger forsøgte jeg at forklare de tilhørende, hvor stor en forskel der er i menneskers måder at se hinanden på.
For selvom historierne og formodningerne om, hvem en anden person er, er mange, så rammer det sjældent plet hos hovedpersonen. For deres egen opfattelse af dem selv er noget helt syvende.
Derfor opgav jeg at tegne et billede af aftenens to hovedpersoner.
I stedet tog jeg udgangspunkt i min egen uvidenhed om min far og fortalte, hvor grænseoverskridende det havde været for mig at skulle til London med ham.
For hvad skulle vi dog snakke om? Og hvad havde vi dog til fælles? Men som turen skred frem – fortalte jeg den lyttende skare – opdagede jeg, hvor mange lighedspunkter der i virkeligheden er imellem os.
Jeg vil ikke vove den påstand, at jeg har lært min far godt at kende. Men jeg er blevet klogere på, hvem han er, og på hvem jeg selv er. Hvor vi hver især kommer fra. Og jeg har fået så meget mod på at lære mere om os, at jeg har spurgt, om han vil med på vandretur i Nordsverige næste år.
”Dét må vi se på”, svarede han med slet skjult stolthed over mit tilbud.
Der er mange versioner af os.
Én for hver person, vi møder på vores vej, er ikke skudt helt forkert. Nogle versioner lever måske ikke op til vores forestilling om, hvad vi gerne vil have, at andre husker om os, når vi er borte. Det er ikke alle detaljerne i de andres historier om os, der er rigtige – i vores version af sandheden.
Derfor kan det være en god idé at gøre sig tanker om, hvordan man egentlig vil huskes, når dén tid uundgåeligt kommer.
Og hvis man vil være sikker på, at den ”rigtige” version af ens liv, er dén, der bliver delt igen og igen til de kommende generationer, så må man være foregangsmand eller -kvinde og få skrevet sin historie ned, mens tid er.
Ghostwriteren 🙂
Hvilker versioner af sandheden fortæller andre om dig?