Forhistorisk haj i Svendborgsund!

august 9, 2018

Megalodon - forhistorisk haj

Megalodon – forhistorisk haj

Da jeg vender ryggen til havet og går på badebroen ind mod stranden, rejser mine nakkehår sig. Under badebroens brædder begynder vandets overflade at skvulpe op mod undersiden af broen.
Nu kommer den!

Skvulpene bliver kraftigere, og vandet slår nu op igennem bræddernes mellemrum og rammer mine fødder.
Der er alt for langt ind til sikkerhed på stranden.
Jeg ser for mit indre, hvordan kæmpehajen under broen åbner sit uendelige gab og kvaser broen splitsekundet inden, dens skarpe tænder på størrelse med en kvindehånd flænser min krop.
NU!

Jeg sætter håndklædet op foran min mund, så de andre morgenbadere inde på bredden ikke kan høre mig skrige. Mine hæle smerter af den styrke, mine trin pludselig får.
Vel inde på bredden lover jeg mig selv, at i morgen tager jeg mig sammen…

———————————————- O ———————————————————–

Jeg når ikke længere end en tredjedel ud på broen, før jeg ser hajens skygge.
Den lurer på mig og venter kun på dét uopmærksomme øjeblik, hvor mit blik løfter sig fra vandoverfladen.
Tårerne begynder lige så stille at trille ned ad mine kinder. Jeg stopper og er lige ved at vende om. Nu ta’r du dig fanme sammen!
Med tøvende skridt og blikket stift rettet mod vandet går jeg ud for enden af badebroen og kigger ned i vandet.
I mit bryst rejser sig en hulken. Jeg slipper den løs i håndklædet.
Så samler jeg alt mit mod og vender ryggen til havet og den enorme, sorte skygge i dybet.
Jeg får øje på tre kvinder, der småsnakkende og intetanende er på vej mod mig for at springe i det kølige vand.
Skynd jer tilbage!!

I dét sekund, det går op for mig, at hvis de kan springe i uden at blive spist, så kan jeg også, forsvinder skyggen.
Kvinderne smider deres håndklæder på broen og træder ned på de algeovergroede trappetrin. Småhvinende lader de en efter en deres kroppe glide ned i vandet.
Jeg lægger mit håndklæde i bunken og følger efter dem.
Vandet er vidunderligt.

To af kvinderne går op igen. Jeg følger hurtigt efter.
Mens jeg tørrer mig i solen, går de på land.
Den sidste kvinde når lige at få foden op på broen, før skyggen er tilbage i sin grufulde helhed.
Jeg kvæler et skrig, men kan ikke stoppe tårerne.
På vej ind lægger kvinden, der kæmper for at følge mit tempo, en hånd på min skulder.
Jeg reagerer ikke. Har kun fokus på sikkerheden.

”Er der noget, du har brug for at tale om”, spørger hun, mens vi klæder os på.
Hvor modigt af hende at spørge. Det kunne jo være alt fra dødsfald, sygdom, overgreb.
Derfor er jeg utrolig flov, da jeg svarer hende.
”Jeg er bare bange for hajer…”

————————————————— O ———————————————————-

Hvordan ved man, om ovenstående historie er sand?
Man kan have sine formodninger, men man ved det ikke.
Livet er fuld af historier og frie fantasier. Og mange mennesker vil gerne skrive deres egen historie.

Om det handler om at ville give sine historier videre i fuld sandfærdighed og holde sig til samtlige fakta, eller om man synes, det kan være sjovt at give historien et præg af Münchhausen-dimensioner, står én frit for.
Og når man bruger en ghostwriter til at hjælpe med at få det hele ned på papir, bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved graden af sandhed. Så længe man ikke er kreativ på andre personers vegne, kan man slippe afsted med snart sagt hvad som helst.

Hvor sand skal din historie være?

 

For de nysgerrige:
Var starthistorien så sand eller ej?
Ja, det var den. En filmtrailer og et besøg i Atlantis i Legoland fik i dén grad vækket min ellers slumrende frygt for de store, hvide tænder…

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>
*
*