Sewol – skibsforliset man forsøgte at fortie

november 14, 2019

Sewol – skibsforliset man forsøgte at fortie

15. april 2014 var en tåget aften ved Koreas sydkyst.
Sewol Ferry lå klar til at sejle til ferieøen Jeju, en tur på 14 timer.
Men først to timer efter planlagt afgang sejlede Sewol ud, som det eneste skib der den aften trodsede tågen.
Blandt de 476 passagerer ombord var studerende fra Dawon Highschool på vej på lejrskole.

Skibets sædvanlige kaptajn var gået i seng i løbet af natten og havde overladt sejladsen til reservekaptajnen, som derfor selv skulle navigere skibet gennem Maenggol kanalen, der er berygtet for sin lave vandstand fuld af voldsomme understrømme. Det var hans første tur gennem kanalen.
Da et andet skib kom lidt for tæt på, gav reservekaptajnen, der kun havde ét års erfaring, ordre til, at Sewol skulle drejes for at undgå kollision med et andet skib – først fem grader og så fem grader mere.
Men styrmanden, der havde lige så lidt erfaring, drejede skibet ti grader på én gang, hvilket er alt for meget for så stort et skib.
Reservekaptajnen beordrede straks skibet tilbage til oprindelig kurs. Men styrmanden, der kæmpede med styringen, som ikke virkede optimalt, gik i panik og drejede skibet yderligere fem grader den gale vej.

*

Sewol havde i 18 år været fragtskib i Japan, og da den blev indsat som passagerfærge i 2013, havde den problemer med både styringen og navigationen. Desuden var færgen i elendig stand og skulle repareres og moderniseres.
For at øge passagerkapaciteten blev der derfor tilføjet endnu et øvre dæk, hvilket foruden at øge skibets vægt med 187 tons, samtidig flyttede dets tyngdepunkt.
Sydkoreas Registry of Shippig havde godkendte færgen, men forlangte samtidig, at færgen skulle sejle med tilsvarende mængde vand som ballast. I hvert fald på papiret. I praksis skete det ikke. Alligevel var færgen to måneder før turen til Jeju blevet godkendt i en sikkerhedsinspektion af den sydkoreanske kystvagt.

*

Til både reservekaptajnen og styrmandens store skræk begyndte færgen nu at krænge faretruende.
De næste 15 minutter skulle vise sig at blive fatale.
Heller ikke skibets højtaleranlæg virkede, så den kommunikationsansvarlige gik rundt til alle kahytter og instruerede passagererne i at blive, hvor de var, fordi det var for farligt at flytte sig. Men han havde ikke tjekket sikkerhedsmanualen, og de autoritetstro koreanere gjorde, hvad de fik besked på.
Da færgen fortsatte med at krænge, anede en af eleverne uråd og ringede til et nødnummer.
Først tre minutter senere ringede mandskabet til kystvagten, der takket været eleven allerede var på vej.

Færgens kaptajn kom ud af sin kahyt iført underbukser, og de næste 35 minutter brugte han til at rapportere til skibsredderiet – ikke redningstjenesten – mens han klamrede sig til en stang i kommandobroen.

Den lokale skibstrafikstyrelse bad nu mandskabet på Sewol om igen at gå rundt til alle passagerer og få dem til at tage varmt tøj og redningsveste på og begive sig op til de 46 redningsbåde, der hver havde plads til 45 personer – altså rigelig plads til alle passagererne.
Men kaptajnen instruerede i stedet alle i fortsat at blive i kahytterne, selvom redningen var på vej.
Da han endelig besluttede sig for at evakuere skibet, var der ingen, der informerede passagererne.
Kun kaptajnen, mandskabet og de få folk, der var i nærheden, kom derfor op på dækket. Kaptajnen, stadig i underbukser, var den første, der blev reddet i sikkerhed.

Beskeden til de mange redningsskibe og helikoptere rundt om færgen lød på, at der ”nok ikke er flere tilbage i skibet”.
Skibstrafikstyrelsen informerede ikke kystvagten, hvilket betød, at de ikke kom med nok redningsbåde eller dykkere.
Da der ikke blev gjort forsøg på at redde passagererne inde i skibet, forsøgte civile fiskerbåde og kommercielle skibe at redde så mange som muligt, selvom kystvagten forsøgte at forhindre det.
Samtidig beordrede regeringen den statsstøttede Tv-kanal KBS, der også havde helikoptere i luften over skibet, om ikke at kritisere redningsaktionen.
Alle så til, mens færgen kæntrede. Få gjorde noget. Det tog en time for skibet at synke.

Fra kahytterne modtog familierne på land sms’er fra de ventende elever i kahytterne om, hvor slemt skibet hældede. Mange sms’er sluttede med ”jeg elsker jer”.
Den forårsdag døde 304 mennesker ombord Sewol. 250 af dem var unge studerende.

 

Fra Præsidentens kontor lød ordre til medierne om at påstå, at alle ombord var blevet reddet i land, og rapportere, at redningsaktionen havde været storartet.
Efterfølgende overvågede regeringen internettet og telefonnettet og tiltalte hundredvis af mennesker for at ”sprede falske rygter” om ulykken og redningsaktionen.

Lokale, civile dykkere arbejdede de følgende dage sammen for at finde og bjerge de døde i et hav med usædvanlig dårlig sigtbarhed. Mange af dem fik efterfølgende konstateret PTSD. Nogle begik selvmord.
Der skulle gå hele tre dage, før uddannede redningsfolk begyndte at bjærge de døde, som de civile dykkere ikke havde kunne få op.

Mange koreanere beskyldte den koreanske regering for ikke at have gjort noget for at forhindre ulykken, for ikke at have reddet liv og ikke mindst for deres forsøg på at dække over hele sagen.
Regeringen skubbe skylden fra sig, og selveste Præsident Park Geun Hye pegede fingre ad kaptajnen og mandskabet og nævnte ikke regeringens egen rolle i at tillade et ulovligt ombygget skib.
Kritikken mod regeringen resulterede i, at Statsministeren fratrådte sin stilling. Han påtog sin den fulde skyld på regeringens vegne og sagde, at ulykken kunne være undgået, hvis regeringen havde handlet korrekt.
Det er Korea i en nøddeskal. Selvom der er love og protokoller for sikkerhed, bliver de sjældent håndhævet, fordi regeringen og private virksomheder sætter profit over sikkerhed.

Situationen blev ikke bedre, da Præsidenten få uger efter blev fotograferet foran det mindesmærke, der var blevet opsat efter ulykken. Fotoet skulle se ud som om, Præsidenten trøstede et familiemedlem til en af ofrene. I virkeligheden var den ældre kvinde bare en lokal besøgende, der var blevet hyret til formålet.
Præsidenten havde ikke været til stede ved ceremonien for ofrene, men efter fotograferingen tog hun tilbage til sit kontor for at tilkendegive sin sympati via medierne. Men hun nævnte intet om, hvad der ville blive gjort for at forhindre en lignende ulykke i fremtiden.

Familiernes raseri steg, og de demonstrerede foran Præsidentens bolig. De ville have svar på, hvorfor redningen var blevet forsinket, og hvorfor det havde taget så lang tid, før ligene af deres kære var blevet bjærget?
Efter at regeringen også blev beskyldt for at have økonomiske interesser i virksomheden, der ejede Sewol, gik Præsidenten af, og hele miseren rystede det koreanske erhvervsliv.

Ved retssagen mod mandskabet, mod rederiet, mod kystvagten vidnede 75 overlevende elever. Mange af de afhørte ”havde glemt”, hvad der var sket den frygtelige forårsdag. Men da en af de civile dykkere blev afhørt, var der stille i retssalen.
– Hvordan kan I sige, at I intet husker?! Jeg husker alle detaljer fra den dag…

The Newyorker video: What went wrong in the Sewol ferry disaster?

Kaptajnen blev sigtet for manddrab, fordi det altid er en kaptajns ansvar at få sine passagerer sikkert fra havn til ham. Og han havde bogstavelig talt forladt den synkende skude.
Han blev idømt livstid. Resten af mandskabet blev idømt mellem 1½ og 12 års fængsel.
Kun tre mand blev og hjalp passagerer i sikkerhed. De tre gik ned med skibet.

Der skulle gå tre år, før skibet blev bjærget fra 44 meters dybde. Mange pårørende var mødt op vej kajen for at se det skib, der havde taget deres kære.
Tilbage sidder andre pårørende med stor skyld. Nogle elever havde ringet hjem fra skibet for at spørge deres forældre, hvad de skulle gøre. De fleste fik at vide, at de skulle gøre, hvad de havde fået besked på.
Kun de, der trodsede ordrerne, overlevede.

Dokumentarfilmen ”Diving Bell” følger en af de frivillige dykkeres mission om at redde passagererne op fra dybet. Filmen blev vist på en filmfestival i Korea, selvom regeringen havde krævet den taget af programmet.
Instruktøren blev efterfølgende ikke overraskende fyret.
Men han er ikke den eneste kunstner, der er gået imod regeringen.

Det koreanske popband BTS donerede knap 600.000 kr. til ofrenes familier.
Og de gjorde det vel at mærke efter, at det kom frem, at regeringen havde lavet en ”blacklist” over alle de entertainere og kunstnere, der havde støttet familierne enten økonomisk eller ved at have fokus på hændelsen. Folk på den sorte liste er blevet truet til stilhed eller er blevet censureret, hvilket i bund og grund fratager dem deres ret til at tale frit.

At BTS ikke er bange for at gå imod den koreanske regering ved netop at fokusere på uretfærdighed og synge om det, de har på hjertet, vidner deres video til sangen ”Spring Day” fra 2017 om.
Den er fuld af symboler på død, tabt ungdom, skyldfølelse, sorg og dét at gå imod en strøm, der styres af dem, der sidder på magten.

 

Det stærkeste virkemiddel i videoen, synes jeg, er de forladte kufferter i et tog og det bjerg af tøj, som gruppens medlemmer sidder i; et bjerg der i høj grad minder om al det tøj, der blev bjærget fra Sewol.

Dette er ikke en hyldest til BTS, men en hyldest til alle de modige mennesker verden over, der tør gå imod regeringer, imod normer, imod dikterede rammer og fortælle en historie, der er vigtig og relevant. Selv i små sammenhænge.

Historien om Sewol skulle gå tabt.
Lad os ikke glemme historierne. Lad os tale om dem, igen og igen.

 

Tak for inspiration til blogger Cristal Green, vlogger Bulletproof Vibes og The Newyorker